Domkirkens bygningshistorie

Den ældste kirke, vi kender til, er en romansk kvaderstenskirke fra ca. 1150. Den må have haft en apsis - en halvrund korafslutning - idet det kan ses på de genanvendte granitkvadre.
I 1247 blev byen - og kirken - ramt af en brand, og en teglstenskirkeblev påbegyndt. Det skulle være en korskirke, altså med skib, tværskib og kor. Men allerede omkring 1270 blev planerne ændret, så det i stedet blev en hallekirke, dvs. en treskibet kirke med lige høje hvælvinger.

Der blev med tiden brug for kapeller langs sideskibene, men det ville lukke lyset ude. Derfor gennemførtes en vældig udvidelse i 1420-1440. Først byggedes et højt kor helt ud til Nørregade, dernæst blev midterskibet forhøjet og endelig blev helt ude mod Apotekergade opført et tårn med saddeltag sådan som det ses på det historiske prospekt af Haderslev fra 1585. Vi kan få et indtryk af, hvordan tårnet har set ud ved at betragte Nicolaikirken i Wismar.
 
Kirken var igen udsat for en voldsom brand i 1627, hvor tårnet, det vestligste fag og en del af den nordvestlige del af kirken faldt sammen og det meste interiør brændte. Der var ikke råd til at genopføre det ødelagte, så man afsluttede kirken mod vest med ét fag mindre og i stedet opførtes en forhal med plads til et orgel og med ny gavl i nederlandsk rennæssance-barok.
I 1800-tallet arvede kirken 5000 rigsdaler, og en restaurering i 1844-45 blev mulig. Her blev kirken hvidkalket og pulpituret mellem skib og kor flyttet til sydkorsarmen. Resultatet ses på et maleri, der hænger i Den Gamle Latinskole.


Kirken blev igen restaureret i 1894-98, men nu blev kirken smykket med malerier og farvede glas i korvinduerne, hvilket gjorde kirken mørk, som det ligeledes ses på et maleri i Den Gamle Latinskole.
Efter genforeningen blev kirken igen hvidkalket ved en gennemgribende restaurering i løbet af 1940-erne. Korvinduerne fik fransk antikglas, og meget inventar blev ligeledes restaurerer / fornyet. Vægge og lofter blev renset og nykalkede i midten af 1980'erne. Det er sådan kirken fremstår i dag.

 

Der kan læses mere om Domkirken på Wikipedias hjemmeside - klik her.